AKTINDSIGT

Ansøgere og akkrediterede virksomheder kan søge aktindsigt i egne sager. Normalt vil alle dokumenter, der kan søges aktindsigt i være tilgængelige for ansøgeren eller den akkrediterede virksomhed på kundeportalen, som DANAK og kunden har adgang til.

Andre kan søge aktindsigt efter lov om offentlighed i forvaltningen. Anmodningen om aktindsigt skal helst gives skriftligt. Hvis svar på anmodningen ikke kan forventes at blive sendt inden for 10 dage, vil DANAK bekræfte anmodningen med oplysninger om sagsbehandler samt den forventede sagsbehandlingstid.

I henhold til § 30 i lov om offentlighed i forvaltningen omfatter retten til aktindsigt ikke oplysninger om:

  • Enkeltpersoners private forhold, og
  • Tekniske indretninger eller fremgangsmåder eller om drifts- eller forretningsforhold som er af væsentlig økonomisk betydning for personen eller virksomheden.

De dokumenter DANAK modtager fra ansøgere og akkrediterede virksomheder samt dokumenter udarbejdet af DANAK i forbindelse med behandling af ansøgninger og opretholdelse af akkreditering, hvor der refereres til virksomhedens politikker, procedurer og arbejdsdokumenter, vil være undtaget fra aktindsigt, eller der vil kun kunne gives begrænset aktindsigt heri.

Der gives ikke aktindsigt i oplysninger vedrørende en akkrediteret virksomheds kunder, eller specifikke ydelser leveret af akkrediterede virksomheder.