OM AKKREDITERING


Akkreditering er et system, der skal skabe mere tillid til de ydelser, som en akkrediteret virksomhed leverer.

Når virksomheden lever op til kravene for at være akkrediteret, kan både andre virksomheder, myndigheder og kunder have større tillid til, at kvaliteten fra virksomhedens side bliver som forventet. Virksomheden bliver bedømt på de krav, der gælder for netop denne type af virksomhed.

Akkreditering er i Danmark lovgivningsmæssigt baseret på en EU-forordning, som er implementeret med bekendtgørelser om akkreditering af virksomheder (BKG 913 af 25. september 2009) og om udpegning af et nationalt akkrediteringsorgan (BKG 1230 af 11. december 2009).

INTERNATIONALE STANDARDER

Det overordnede grundlag for akkrediteringsarbejdet er internationalt anerkendte akkrediteringsstandarder, der er ens for de lande, hvor de er gældende.

DANAK tilføjer så akkrediteringsbestemmelser, der vedrører den konkrete anvendelse af standarderne. Disse bestemmelser er baseret på krav fra internationale organisationer som EA, IAF og ILAC. Desuden udsender DANAK akkrediteringsmeddelelser med holdninger til og praktisk information vedrørende akkreditering.

AKKREDITERING ER KONTROL AF VIRKSOMHEDEN

Ved akkreditering kontrollerer og efterprøver DANAK virksomheden. Det kan være i forhold til hvordan den lever op til sine forpligtelser, når det gælder ledelsesprocesser, herunder rutiner og procedurer i virksomheden, medarbejdernes kompetence samt uvildighed og upartiskhed i virksomhedens arbejde.

Akkreditering vedrører også tekniske forhold: er udstyr kalibreret og egnet til opgaven, er måleresultater pålidelige og korrekt registreret og er der styr på sporbarhed af måleinstrumenter, testede materialer og måleresultater?

AKKREDITERING FOR 4 ÅR

Såfremt virksomheden lever op til de stillede krav, vil den få tildelt en akkreditering for en fire-årig periode. I denne tid vil virksomheden dog blive genbesøgt af DANAKs team af assessorer.

Når virksomheden er akkrediteret, har den som udgangspunkt pligt til at benytte et akkrediteringsmærke fra DANAK på rapporter og certifikater, der vedrører de akkrediterede ydelser.

De akkrediterede ydelser, som en virksomhed efter udstedelse af en akkreditering kan udbyde, vil være beskrevet i metodelister, måleevneskemaer eller på anden måde fremgå af DANAKs hjemmeside.

Danske akkrediteringer anerkendes på en række områder inden for Europa. Det sker via MLA-aftalen om gensidig anerkendelse under den europæiske organisation EA. Desuden er der indgået aftaler under de globale organisationer IAF og ILAC, som sikrer, at akkrediteringer også anerkendes internationalt.

HVEM HAR GAVN AF DET?

  • For en virksomhed betyder en akkreditering både lettere adgang til andre markeder, nemmere accept hos myndigheder af sine produkter eller ydelser samt vished for, at produkterne overholder gældende regler.
  • Akkreditering kan i visse tilfælde erstatte myndighedskrav, således at anden regulering og kontrol ude hos virksomheden kan være af mindre omfang eller endda helt kan undgås.
  • Forbrugere får øget sikkerhed for, at produkter eller ydelser lever op til fastsatte eller anerkendte specifikationer for både kvalitet og sikkerhed. Samtidig bliver der skabt en bredere konkurrence, så forbrugere kan sammenligne produkter, der lever op til de samme kvalitetskrav.

Læs mere her: