OM DANAK


DANAK blev stiftet som en erhvervsdrivende fond i 2002 og gik i drift ved starten af 2003. Enheden havde siden 1973, under navnet Statens Tekniske Prøvenævn, godkendt laboratorier til prøvning og kalibrering, og efterfølgende var nye akkrediteringsområder tilføjet.

DANAK blev ved stiftelsen som erhvervsdrivende fond udskilt fra den statslige administration og fik domicil i Skovlunde. Fonden er stiftet af interessenter: kunder, myndigheder og repræsentanter for de danske virksomheder i form af Dansk Industri.

AKTIV MEDSPILLER INTERNATIONALT

DANAK er aktiv medspiller i det internationale samarbejde om akkreditering. Samarbejdet sker i EA, IAF og ILAC, og DANAK følger regler fastsat i disse organisationer. Det sikrer, at akkrediteringer, der er givet i Danmark, anerkendes i hele verden.

ORGANISATION

DANAK ledes af en bestyrelse, der har nedsat rådgivende udvalg inden for en række sektorer. 

DANAK er opdelt i to sektioner:

  • Akkreditering til prøvning, kalibrering og medicinsk undersøgelse på primært laboratorieområdet.
  • Akkreditering til certificering og inspektion.

Aktiviteterne er bygget op omkring de ledende assessorer, der står for det daglige arbejde i samarbejde med tekniske assessorer og særligt sagkyndige. DANAKs medarbejdere har pligt til at arbejde uvildigt og under fuld fortrolighed.

OPGAVER

DANAK har kontrakt med Sikkerhedsstyrelsen om at varetage akkrediteringsopgaver i egenskab af det danske akkrediteringsorgan. DANAKs strategi for perioden 2015-2020 fremgår her på websiden.

DANAK tilbyder som udgangspunkt akkreditering til ansøgere, der er etableret i Danmark. DANAK kan vælge ikke at tilbyde akkreditering inden for udvalgte områder, ligesom DANAK kan tilbyde akkreditering til ansøgere, der er etableret uden for det område, der er dækket af EA.

DANAK bedømmer certificeringsordninger i forhold til, om de opfylder krav til akkrediteret certificering. I den forbindelse kan DANAK, som et led i aftalen med EA, indgå aftale om at være kontakt/home-AB for en certificeringsordning.

DANAK tilbyder ikke specifik rådgivning om akkreditering, men vejleder om reglerne og udbyder generelle kurser inden for standarderne 17020, 17025 og 15189. Kurserne er rettet mod DANAKs tekniske assessorer, men er åbne for andre deltagere. Herudover vejleder DANAK myndigheder om akkreditering og akkrediterede ordninger.

FINANSIERING

Finansieringen af DANAK sker i høj grad via betaling fra kunder i forbindelse med akkrediteringer. Dertil kommer, at der på finansloven er afsat en bevilling til internationalt samarbejde og DANAKs internationale anerkendelse. DANAKs årsregnskab og DANAKs årlige redegørelse om fondsledelse kan ses her på websiden.

Læs mere om det internationale samarbejde om akkreditering